01. marts 2010
Direktoratet har den 25. februar 2010 modtaget Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev til efterlønsmodtagere, der er bosiddende i et andet EØS-land. Brevet er vedhæftet som .pdf fil.
Det fremgår af brevet, at efterlønsmodtagere, der flytter til eller bor i et andet EØS-land med virkning fra den 1. maj 2010 kan bevare dansk social sikring, herunder dansk sygesikring. Reglerne gælder dog ikke, hvis pågældende ved siden af efterlønnen arbejder i det andet EØS-land.
I brevet er det beskrevet, hvilke rettigheder efterlønsmodtagere, der er bosiddende i et andet EØS-land, får med de nye regler, og hvorledes de skal forholde sig, hvis de ønsker at benytte sig af de nye regler.
Direktoratet skal bede a-kasserne om at være behjælpelig med at videregive ministeriets brev til de medlemmer det vedrører. Direktoratet skal gøre opmærksom på, at de nye regler ikke gælder for Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz, da disse lande ikke har tiltrådt de nye regler. Efterlønsmodtagere, der bor i disse lande skal derfor ikke have brevet.
Vi skal venligst bede a-kasserne om at sende informationerne til de berørte efterlønsmodtagere således, at de har modtaget disse senest med udgangen af marts 2010.
Læs mere om pensionisters rettigheder på Pensionsstyrelsens hjemmeside www.penst.dk
Læs mere om EU-sygesikringskortet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside
www.sum.dk (se linket i brevet).
Kontaktpersoner:
Henvendelser om nyhedsbreve, herunder forslag til forbedringer mv., kan rettes til:
Majbrit Rothmar
6. kontor
tlf. 38 14 82 97, e-mail: adir@adir.dk