Overførsel af ferie til næste ferieår

Du kan som hovedregel aftale med din arbejdsgiver at overføre optjent ferie ud over 20 dage fra ét ferieår til det følgende ferieår. Du skal indgå en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om overførslen inden ferieårets udløb 30. april.

Hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, kan du kun aftale at overføre ferie, hvis det er muligt ifølge overenskomsten. Din fagforening eller arbejdsgiver ved, om du er omfattet af en kollektiv overenskomst.

Overførsel af ferie ved feriehindringer
Hvis du er omfattet af en kollektiv overenskomst, som giver mulighed for at overføre ferie ved feriehindringer, kan du aftale med din arbejdsgiver at overføre ferie i stedet for at få feriepengene udbetalt. Denne regel gælder al optjent ferie, der ikke kan holdes, og ikke kun ferie ud over 20 dage.

Er du ikke omfattet af en kollektiv overenskomst, eller giver overenskomsten ikke mulighed for at overføre ferie på grund af feriehindringer, kan du kun overføre ferie efter de almindelige regler herom (ferie ud over 20 dage).

Din arbejdsgiver skal give besked til FerieKonto
Hvis du har optjent feriegodtgørelse for den ferie, der skal overføres, skal din arbejdsgiver give besked om aftalen til FerieKonto eller til den, der administrerer feriekortordningen, før ferieårets udløb 30. april.

Glemmer din arbejdsgiver dette, kan feriepengene ikke overføres, men er som udgangspunkt tabt, medmindre du kan få beløbet udbetalt efter ferieårets udløb efter de særlige regler herom.

Overført ferie skal holdes først
Hvis du har fået overført ferie til et nyt ferieår, skal du holde den overførte ferie, før du holder anden optjent ferie i det nye ferieår.

Hvis du fratræder dit job, inden du har holdt den overførte ferie
Hvis du fratræder, bortfalder din ret til at holde mere end 25 dages ferie i et ferieår. Din arbejdsgiver skal derfor udbetale feriepengene for overført ferie til dig kontant.

Sidst opdateret: 26. oktober 2009 - Ansvarligt kontor: Y3

 

Kontakt

Feriekontoret
Landemærket 11
1119 København K

Telefon: 3395 5220

Telefax: 3391 5654

Telefontid
Man-, tirs-, tors- og fredag
kl. 10.00 - 12.00
onsdag lukket.

Andre kontakter
Se kontaktoplysninger til andre, der administrerer feriereglerne