Medlemskab af en a-kasse efter ophold i udlandet

Når du søger om at blive optaget i en dansk a-kasse efter, at du har opholdt dig i udlandet, skal du som udgangspunkt opfylde de almindelige betingelser for ret til optagelse. Det betyder, at du normalt skal have arbejde for at blive optaget i en a-kasse. Læs mere om optagelse i en a-kasse.

Genoptagelse efter ophold i et andet EØS-land og medregning af forsikrings- og arbejdsperioder fra et andet EØS-land
Hvis du ikke tidligere har været medlem af en dansk a-kasse, eller hvis det er mere end 5 år siden, du sidst har været medlem af en dansk a-kasse, skal du have arbejde i Danmark for at blive optaget i en dansk a-kasse.

Du har mulighed for at overføre de forsikringsperioder, du har haft i det andet EØS-land og som er bekræftet på en attest E 301. Det er en betingelse, at du begynder arbejdet inden 8 uger efter, du er ophørt med at være arbejdsløsheds­forsikret i det andet EØS-land. Du skal også skriftligt søge om optagelse i a-kassen inden 8 uger.

Hvis du vælger at blive forsikret på fuld tid, skal du arbejde mindst 296 timer inden for 12 uger/3 måneder for at kunne overføre forsikringsperioder fra det andet EØS-land. Hvis du optages som deltidsforsikret, skal du arbejde mindst 148 timer inden for 12 uger/3 måneder for at få ret til at overføre perioderne.

Hvis du har været medlem af en dansk a-kasse inden for de seneste 5 år, kan du genoptages i en dansk a-kasse. Det er en betingelse, at du har bopæl i Danmark og inden 8 uger efter, du er ophørt med at være arbejdsløsheds­forsikret i det andet EØS-land, skriftligt har søgt om optagelse i a-kassen. Du har mulighed for at overføre de forsikringsperioder, som du har haft i andet EØS-land, og som er bekræftet på en attest E 301.

Arbejdsperioder, som ligger i en periode, hvor du har været arbejdsløshedsforsikret, og som er bekræftet på en attest E 301, kan du altid overføre til Danmark, også selvom 8-ugers-fristen er overskredet.

Det er ikke en betingelse for optagelse, at du kan fremlægge en attest E301, men husk at søge om attesten. Henvend dig derfor til myndigheden i det andet EØS-land, før du rejser tilbage til Danmark, og bed dem om at udstede en attest E 301. 

Sidst opdateret: 13. juli 2007 - Ansvarligt kontor: Y4