Kombinationsforsikring

Hvis du både arbejder som lønmodtager og driver selvstændig virksomhed, kan du eventuelt være medlem af en a-kasse som kombinationsforsikret. Kombinationsforsikring er et alternativ til at være medlem af en a-kasse som enten lønmodtager eller selvstændig.

Du kan optages som kombinationsforsikret, hvis du udfører lønarbejde i højst 30 timer om ugen og samtidig har 15-30 timers selvstændig virksomhed om ugen.

Som kombinationsforsikret kan du under visse betingelser opnå ret til arbejdsløshedsdagpenge både på baggrund af dit lønarbejde og arbejdet i din virksomhed.

Det såkaldte beskæftigelseskrav (og herunder beregningsgrundlaget) kan du opfylde med arbejde og indtægt fra såvel dit lønarbejde som din virksomhed.

Der gælder særlige regler for, hvornår du kan få udbetalt dagpenge ved hel eller delvis ledighed, og hvordan du kan udtræde af kombinationsforsikringen.

Der er i dag en del a-kasser, der tilbyder deres medlemmer kombinationsforsikring. Spørg eventuelt den a-kasse, om den kan tilbyde en kombinationsforsikring.

Sidst opdateret: 24. juni 2010 - Ansvarligt kontor: 4. kontor