Når du er medlem af en a-kasse, skal du betale et medlemsbidrag og et ATP-bidrag til a-kassen. Medlemsbidraget består af et bidrag til staten, som er ens for alle a-kasser, og et bidrag til a-kassernes administration, som varierer fra a-kasse til a-kasse. ATP-bidraget er også ens for alle a-kasser.
Du kan se størrelsen på de forskellige bidrag under Sammenligning af a-kasser.
Herudover kan du vælge at betale et bidrag til efterlønsordningen. Læs mere om efterlønsbidrag.
Det er a-kasserne, der fastsætter tidspunktet for betaling af bidragene. Hvis bidraget ikke bliver betalt, bliver dit medlemskab slettet. Dermed mister du alle rettigheder til ydelser, herunder muligvis også retten til efterløn.
Hvis du er blevet slettet på grund af restance, kan du blive optaget i en a-kasse igen, hvis du opfylder betingelserne for optagelse. Du vil dog tidligst kunne få dagpenge, når du har været medlem i 1 år, og når du har haft mindst 1924 timers arbejde inden for 3 år. Retten til efterløn kan du som sagt have mistet for altid.
Sidst opdateret: 28. maj 2010 - Ansvarligt kontor: 4. kontor