Overflytning mellem a-kasser

Hvis du får lønarbejde uden for din hidtidige a-kasses faglige område, skal du overflyttes til en anden a-kasse. Du skal enten overflyttes til en a-kasse, hvis faglige område omfatter dit nye arbejde, eller til en tværfaglig a-kasse.

Hvis du begynder at drive selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, skal du overflyttes til en a-kasse, der optager selvstændige erhvervsdrivende.

Hvis du er ledig, kan du overflyttes til en tværfaglig a-kasse. I visse tilfælde kan du også vælge at blive overflyttet til en fagligt afgrænset a-kasse.

Ansøgning om overflytning
Du skal søge om overflytning i den a-kasse, du ønsker at blive overflyttet til. Det kan blandt andet ske ved, at du på den valgte a-kasses hjemmeside søger om overflytning.

Du kan tidligst blive overflyttet fra det tidspunkt, hvor a-kassen modtager din ansøgning. Hvis du er ledig, kan du tidligst blive overflyttet med en måneds varsel til udgangen af en udbetalingsperiode.

Dine rettigheder efter overflytning
Hvis du bliver overflyttet fra én a-kasse til en anden, bliver dine hidtidige medlemsperioder medregnet i den nye a-kasse, ligesom optjente rettigheder følger med over i den nye a-kasse.

Hvis du samtidig med, at du er medlem af en a-kasse, gennemfører en erhvervsmæssig uddannelse, der giver dig ret til optagelse som nyuddannet, kan du på visse betingelser opnå dimittendrettigheder (rettigheder som nyuddannet) i forbindelse med overflytning. Det er en betingelse, at du søger om overflytning senest 2 uger efter uddannelsens afslutning.

Du kan her se en liste over a-kasser i Danmark og en sammenligning af de enkelte a-kassers priser mm. Oversigten indeholder links til de enkelte a-kassers hjemmeside.

Sidst opdateret: 28. maj 2010 - Ansvarligt kontor: 4. kontor